12-18 år

Puberteten betyder mere ansvar for sig selv, øget selvstændighed og frigørelse fra sine forældre. Puberteten er som udgangspunkt en positiv livskrise, hvor den unge leger med sin identitet, sætter spørgsmålstegn ved mange ting og søger at finde en tryg plads i verden.

Hos den adopterede bliver identiteten særligt udfordret på områder som etnicitet og udseende.

Spørgsmål som måske er blevet stillet tidligere kan dukke op igen med ny styrke: Hvor kommer jeg fra? Hvorfor blev jeg givet til adoption? Hvem er min biologiske familie?

Puberteten kan også vække en usikkerhed hos den unge, en usikkerhed der måske tidligere har været holdt i skak i familien.

Med puberteten øges krav og forventningerne fra omgivelsernes side, krav og forventninger som ikke alle unge har lige nemt ved at leve op til.

Nogle familier søger råd og vejledning for at sikre sig at de er på rette spor. Andre familier har brug for i en kortere eller længere periode at få mere omfattende støtte og hjælp:                   

• Lavt selvværd og social isolation.
• Selvskade og spiseforstyrrelse.
• Grænsesøgende og udadreagernde adfærd.
• Misbrug, kriminalitet, promiskuitet, vagabondering.
• Voldelig og seksualiserende adfærd.
• Voldsomme konflikter i hjemmet.
• Personlighedsforstyrrelser (Borderline).
• Tilknytningsforstyrrelser og traumer.
• Familiens trivsel generelt.

I forhold til adoption kan det handle om:

• Identitet og etnicitet.
• Positiv opmærksomhed, mobning og racisme.
• Biologisk familie.
• Rejse til afgiverlandet.

Når alle i familien ønsker det, kommer familien samlet til samtale. Ellers kan den unge komme selv. Det er vigtigt at den unge selv tænker at det kan hjælpe at gå til psykolog. Hvis det kun er mor og far, der mener det, så nytter det sjældent noget.